Livskriser
Det der kendetegner en livskrise er en følelse af, at man ikke helt ved hvem man er, hvad man gerne vil eller generelt at finde mening i sin tilværelse. Der kan være modstridende følelser, som er med til at skabe tvivl og usikkerhed.
Kriser rammer ofte i overgange eller opbrudstider. Det kan være efter et endt parforhold, at man skal finde sig selv igen. Det kan også være i forbindelse med en beslutning om studieretning eller arbejdsliv. Det kan ske, hvis man rammes af sygdom, en ulykke eller tab af et nært familiemedlem.
Det kan komme snigende eller det kan komme pludseligt, som om man får revet tæppet væk under sig. Det kan derfor også være forskelligt, hvor omfattende og indgribende krisen er og påvirker vores livskvalitet og duelighed.
Det kan føles ensomt, og man kigger ud på verden, men føler sig ikke rigtigt til stede.
Det er enormt sårbart at snakke om, og man kan hurtigt føle sig truffet eller forkert, når vores venner eller familie forsøger at hjælpe.
Den gode nyhed er, at der ofte kommer nye indsigter og erfaringer gennem vores kriser. Vi kan i bund og grund ikke udvikle os uden livskriserne. Dog føles de langt fra belejlige eller behagelige.
Det er en god idé at få hjælp netop her, så du ikke havner i en nedadgående spiral og krisen trækkes i langdrag. I terapien bliver du mødt med forståelse og et lyttende øre. Jeg stiller også de spørgsmål, som du ikke altid selv kommer på, så du får nogle flere perspektiver på den situation, som du oplever som fastlåst. Jeg spejler dig både i din smerte og i de stærke ressourcer, personlige kompetencer og unikke drømme, som du også indeholder, men som er kommet i baggrunden, eller som kalder på at blive set og anerkendt.
Potentialerne i livskriserne vil selvfølgelig være lige så forskellige som folk er forskellige, men der er også fællestræk ud fra, hvor vi er i vores liv og hvilke livsfaser vi allerede har været igennem. Jeg støtter dig i at gå de skridt, der er vigtige for dig lige nu for, at du kan finde fodfæste igen og komme videre i dit liv med fornyet lyst og styrke.
