Lavt selvværd
Vil du gerne tro mere på dig selv?
Være mere tro mod den, du er?
Længes du efter styrke og selvtillid?
Når livet udfordrer, er det selvværdet, der skal holde dig ovenvande.
Hvis du har mistet forbindelsen til din kerne af selvkærlighed og selvrespekt, kan du begynde at bade dig selv i forkerthedsfølelser, skam og skyld. Måske mærker du fortvivlelse, forvirring eller en ensom følelse af ikke helt at slå til.
Måske gør du dig umage for ikke at vise andre, hvor svært det føles indeni.
Det kan lyde paradoksalt, men det at finde accept i sin sårbarhed og sine begrænsninger er ofte begyndelsen på ægte styrke.
Selvtillid bygger på det, vi kan.
Selvværd handler om, hvordan vi møder os selv, når livet gør ondt.
De dage, hvor selvtilliden vakler, er det selvværdet, der skal kunne gribe dig med omsorg og opbakning.
I terapien er ingen følelser forkerte. Sammen undersøger vi det, der vækker ubehag, usikkerhed eller indre uro, og jeg hjælper dig med at møde dine reaktioner og behov med nysgerrighed i stedet for fordømmelse.
Vi giver plads til både tankerne, følelserne og kroppens signaler — og til det, der sker, når vi tør sætte lys på det, som ellers bliver gemt væk.
Nogle gange går følelserne i sig selv, som bølgerne på havet, når vi møder dem med opmærksomhed og anerkendelse.
Andre gange viser de os et dybere behov, som kalder på handling eller tydelige grænser.
Hvad er vigtigt for, at du kan trives?
Hvordan vil du gerne mødes af andre?
Hvad kan du gøre for at være mere tro mod dig selv?
Når forbindelsen til dit selvværd styrkes, bliver det lettere at navigere i livet. Der bliver færre sociale mellemregninger og mere plads til ægthed, kærlighed og overskud.
